Beretning om Christiania-visitten af Folketingets Retsudvalg
Der er fire ting i denne sag, der skurer. For det første er
der det principielle: Der er løjet overfor Folke-tinget, og der har ingen
saglig god grund været hertil. For det andet er der det tjenestelige aspekt:
Højtstå-ende embedsmænd medvirker til at videregive forkerte oplysninger. Dette
skal påtales og have
tjenestelige konsekvenser. Dette er ikke sket. Medarbejderne er sendt hjem med
løn, dvs. på arbejdsferie. For det tredje er der det processuelle: Justitsministeriets
departement æder råt, hvad der kommer fra P.E.T., uden at stille spørgsmålstegn
hverken ved sagens substans eller lede ministeriet, som sig bør og hør, ved at
give ministeren den betjening han beder om og som han har brug for, ja man
dramatiserer indholdet af PET’s trussels-billede – hinsides perfektionen – og
leger ministeren.
Dommerne lægger imidlertid i sin beretning vægt på
embedsmænds sandhedspligt i det konkrete tilfælde, uden nærmere at forholde sig
til Ministeransvarlighedslovens § 5, stk.2’s regler om vildledende oplysning-er.
Dommerne konstaterer, at embedsmændene ikke ifalder tjenestelig påtale i
Forvaltningslovens for-stand, al den stund de ikke har modsat sig samarbejde på
vildledende vis i den gode sags tjeneste. Det skal sammenholdes med, at der ikke blot er tale om ufine metoder,
undfanget af ministeren ved at inddrage en embedsmand, som regeringen synes er
en snob, og at man opfinder en dækhistorie. Forklaringerne fra fuldmægtigene
nede i systemet, som har det operative ansvar, er ikke inddraget i nærmere
omfang. Dom-merne noterer sig, at Bastrup er sværget ind. Man lægger i den
forbindelse vægt på, at der er draget en politisk konsekvens og omtaler kort,
hvad spillereglerne er. Herefter lægger dommerne vægt på, at der er tale om en
”særlig situation”.
Præmissen om, at PET ikke ved, hvad de må og ikke må, og
hvordan man foretager kildebeskyttelse i den anledning, er noget vås. Det er en
nem udvej, og en domstol ville normalt nå frem til, at der bliver givet en
tjenestelig påtale, når fejl forplanter sig i systemet, og der bliver
videregivet forkerte oplysninger, opfundet dæk-historie samt taget tvivlsomme
metoder i brug i denne temmelig trivielle sag, som handler om , at PET skønnede,
at besøget vil blive brugt som påskud til at piske en stemning op i kontekst
med de tilstundende forhandlinger om Stadens fremtidige ejerforhold; en
stemning som mulige forretningsalliancer og samar-bejdspartnere på Staden så
kunne forenes omkring og danne en stadig , hårdere kriminel kerne og på den vis
gøre politiets arbejde endnu vanskeligere, end det i forvejen er. Jo -der
bliver oprettet en notits, som der bliver pyntet på, og pynten leder til både
ministeren og pet-chefens fald. Der bliver også lavet en Rei-man, sammen med
Reiman af medarbejder Bülow. Inspirationen hertil kommer fra det spejl, som Fru
Axel-sson har med sig på arbejde, idet retten noterer sig departementets
erkendelse af, at ”man ikke skal give en vildledende begrundelse, når man ikke
kan give den reele begrundelse”. Det er et interessant udgangs-punkt, som
tillader dommerne at se bort fra , at der er tale on en rutinemæssig
trusselsvurdering anvendt i forbindelse med et planlagt besøg, idet retten
opstiller den tommelfingerregel at medvirker embedsmænd-ene til at konstruere
en hvid løgn, som tjener et godt formål, så er det stadigvæk en løgn, som de imidlertid
ikke ifalder ansvar for, mens Ministeransvarlighedslovens § 5, stk.2 altid
gælder, og lige så det politiske an-svar. Men en domstol skal kunne argumentere
sagligt, politisk og folkeligt korrekt, og det er ikke altid no-gen nem opgave.
Ministeren ville være gået fri ved en domstol, synes forhørsledelsen at mene. Måske
har der ligefrem udviklet sig lidt for meget af en professionel lynch-stemning
i Folketinget. Politikerne er til gen-gæld overbeviste om, at det er for galt,
at ministeren alene bærer ansvaret, mens aktiv værgning er forud-sætningen for
at statuere et retligt ansvar på embedsmands-niveau. Der er ingen tvivl om, at
generelt og konkret, at der er tale om en kvalificering af både medvirkeansvaret
og af sandhedspligten.
Der er for det tredje det ledelsesmæssige aspekt. Det
vedrører forholdet mellem Rigspolitiet og PET, re-spektive den brug af
ikke-sager hvormed man ekspederer dygtige men ubehagelige chefer ud i mørket
som tak-for-sidst for en tidligere
forulempning, som PET’s uhæmmede , hemmelighedsfulde og socio-patiske medarbejdere
fra tid til anden afstedkommer. Måske er pet ved at udvikle sig til en
stat-i-staten i et om-fang, så at departementets ledelse end ikke kan forholde
sig kritisk til hvad den kommer med og samtidigt samarbejde med Folketinget på
passende vis. Der er mange
institutionelle spil i det justitsministerielle sy-stem, og domstolen prøver
ikke at lægge skjul herpå. Kapacitets- og ressourcepåskud er legion i systemet.
For det fjerde er der det politiske aspekt ved sagen ,
nemlig kontrollen med efterretningstjenesten og ind-skrænkningen af dens
beføjelser. De embedsmænd, som fandt på manøvren med Wendell-Pedersen-rapporten
i anledning af behovet for en mindre forflytning af retsudvalgets møde på
Staden, for at undgå stillingtagen til disse kildne emner, bør og skal efter
min opfattelse omgående afskediges fra Justitsmini-steriet. Det gælder chefen
for Politiafdelingen, Bülow, som ikke er sin stilling voksen, Carsten Madsen,
som mangler ydmyghed, samt ophavsmanden til den kreative manøvre for at dække
over systemets inerti, indolens samt kontrol-mani med borgerne. Det samme
gælder for Reiman, der er blevet sparket opad og udad i forbindelse med sin
medvirken til pudsigt nok at forhindre en vis svækkelse af PET. Axelsson vil måske
hellere være den første kvindelige præsident for ØL. Det tjener forhørsledelsen
til ære, at det lykkes den at få dette ud mellem benene, uagtet dens problemer
med den rationelle logik, at her er der altså behov for politisk ledelse og et
magtord. Og regeringen har sådan set også taget affære på chef-niveau i PET,
som imidlertid kun i beskedent omfang har gjort noget forkert i denne sag. Forhørsledelsen
vil sikkert benægte, at noget sådan kunne foregår, men kan også være
disillusionerede over justitsministeriets de-partement og bevidst
tilbageholdende for ikke at træde de politiske beslutningstagere i beddene, da
der strengt jo nu er netop er tale om en personale-sag, og en personalesag for
meget. Givet at Jakob Scharf er on the
record for at have tilkendegivet, at han ønsker en styrkelse af
Kontroludvalget, og forhørsledelsen stiller spørgsmålstegn ved om hans
forflytning nu også udelukkende skyldes samarbejdsklimaet ude i Bud-dinge, er
dette aspekt ved sagen, selvfølgelig noget, som må invitere til
eftertanke. Udestående er hvad der
egentligt motiverer Morten Bødskov til at gå til Statsministeriet, efter at
Retsudvalgets besøg – som forventet en non-event – er
afviklet i øvrigt på en dag, hvor embedsmands-apparatet er sikre på at rets-udvalget
så vil være velvilligt indstillet overfor bureaukratiets afledningsmanøvre og vice-versa ?
Det juridiske aspekt ved sagen vedrører, at embedsmandsapparatet
antageligt medvirker til, at Morten Bødskov videregiver forkerte oplysninger
til Folketinget ved at opfinde en dæk-historie på sit systems veg-ne, som
imidlertid gå fri, fordi dommerne finder et til lejligheden bekvem forklaring
på, hvorfor og hvornår ”sandhedspligten” kan fraviges, fordi det er i embedsmandsapparatets
institutionelle interesse at gøre dette. Denne tilgang har regeringen klogeligt
valgt at se bort fra, idet den har gjort det klart, at nødløgne er en farlig kurs i et demokrati, og en praksis, som ikke
vil blive fulgt af regeringen. Det underlæggende pro-blem er kontrollen med efterretningstjenestens
arbejde, forstået i dets rette kontekst, lader forhørsledel-sen forstå. Vi
befinder os med andre ord på antydningens plan, hvor der er frit løb for og
muligheder for at foretage associeringer, og hvis egentlige sigte dels er
knyttet til behovet for politisk lederskab dels en opfor-dring om at fokusere på
det væsentlige.
Det overordnede indtryk af beretningen er, at dommerne
anlægger en udelukkende sindelagsetisk betragt-ning, i stedet for en
sindelagsetisk og konsekvensetisk
betragtning, at man undlader at forholde sig til, hvo-for der ikke bliver stillet
spørgsmålstegn ved ” tjenestens”
vurderinger og dens greb efter magten, og at der ikke er noget at udsætte på
embedsmændene, fordi de har været kreative i den gode sags tjeneste, alt-imens
det er kommet frem, at der er problemer med kvaliteten i rekrutteringen hos
PET. Dommerne vid-eregiver nærmest ukritisk den udbredte holdning, at en klog
minister er en minister, som ikke stiller spørgs-målstegn til, hvad PET går og
laver, altimens samarbejdsproblemerne mellem Rigspolitiet og PET ikke nærmere
berøres. Der er for så vidt nu tale om en sag om en sag med ringe –politimæssig
og retlig – substans, og det forhold, at Danmark ville blive til grin udgør
antageligt et ekstra incitament for forhørs-ledelsen til blot at antyde, hvor
problemerne kunne ligge. Embedsmændene har travlt. Dommerne har andre sager.
Anna – Jeg knepper , din mor!
Case closed ?
Ikke helt.
For det første må justitsminister Karen Hækkerup tage
stilling til, hvordan de to statspolitiske projekter – afskaffelse af EU-forbeholdene og
grundlovsreform – mon bedst tilrettelægges politisk og af ministeriet.
Lovafdelingen kunne i mellemtiden blive styrket – gerne i form af et
borgerrettighedskontor. For det andet er der det personalemæssige aspekt, idet
ministeren må tage stilling til, om de pågældende medarbejdere skal vende
tilbage til deres gamle stillinger eller anvises anden funktion. Det skal ske
under skyldig hensyn-tagen til konsekvenserne af de to embedsmænds handlinger,
sammenholdt med behovet for at sende et signal nedigennem systemet om, at
kombinationen af slendrian, skidt ministerbetjening samt gradbøjning af
spillereglerne mellem Folketinget og forvaltningen ikke er vejen frem i
karrieremæssig henseende. Ret-ten har en
holdning hertil, ministeren måske en anden. I begge tilfælde kan det politiske
lederskab ikke overlades til Folketingets medlemmer, da der ikke er nogen
stemmer i den slags retspolitiske emner – i modsætning til Christiania-spørgsmålet,
hvor der imidlertid også mangler en gennemtænkt politik fra regeringens side.
Hasteforespørgselen om beretningen bekræfter dette.
For det tredje skal der tages stilling til, hvordan de
enkelte dele af justitsministeriet bedst kan bidrage til helheden og hvilke
aktiver der skal opdyrkes og hvilke uvaner der skal neddæmpes. For domstolenes
ved-kommende skal individet skal i centrum – menneskerettighederne – fagligt
engagement og ledelse samt ræsonnerede domme. For politiets vedkommende kunne
et dygtigt, effektivt hard nosed professionelt politi, der beskytter demokratiet
mod ekstremisme og bidrager til effektiv Kriminalitetsbekæmpelse, samt med den
efterretningsmæssige vinkel på relevante problemstillinger være velkommen. Rigspolitichefens
beretning bør være en anledning for politikerne til at drøfte overordnede
prioriteter i kriminalitetsbe-kæmpelsen og politidoktriner med dertil hørende
diversificerede patruljering og tryghedsskabelse. Der er politiets byggebudget,
hvor der er brug for helt andre åbne og tilgængelige fysiske rammer end i dag. For
Kriminalforsorgens vedkommende gælder velsagtens et humant system, som oppebærer
demokratiets værdier, god behandling og fornuftig udslusning, mens departementet
gerne må være en kende mere reguleringspolitisk koalitionære aktivister på
europæisk og dansk plan. For det fjerde skal Kontroludvalget styrkes og
rekrutteringsarbejdet indenfor Justitsvæsenets område gennemgås med tættekam, så
at de utilpassende dele af apparatet sies fra, magtmisbruget stoppes og den
indoeuropæiske policing af den økonomiske politik overlades til arbejdsmarkedets
parter.
For det femte skal der gøres fundamentalt op med
lederkulturen i Justitsministeriet, der i forskelligt omfang er præget af
professionelt rygklapperi og kontorpolitik uden ende. Dette kan komme mange
mennesker til gode. Det er slet ikke sikkert, at udrensningen på chefgangen i
PET er tilstrækkelig, selvom den sender et signal, man forstår i systemet. For
det sjette må spørgelysten fra Folketingsmedlemmerne enten begrænses eller
omlægges. For det syvende trænger en forespørgselsdebat sig på om PET’s
beføjelser under TER2-pakken i forbindelse med styrkelsen af kontroludvalget.
Det skal ske i bredt samarbejde med Folketingets partier og retsudvalget, og
initiativet til denne øvelse tilhører den til enhver tid siddende
justitsminister, som i modsætning til sin forgænger gør klogt i at skille skæg
fra snot, så at embedsmandsværket ikke frem-over tilrettelægger et forløb, der
udleverer ministeren til Folketinget og fælder ministeren i navnet på en
overmåde malplacerede konsensus-søgende bureaukratisk politik, iklædt slædeharnisk
med en invitation til indoeuropæisk hulahop-ring i armen og med fejhedens maske
på. Måske skal Domstolsstyrelsen helt fjer-nes fra Justitsministeriet, indtil
der er ryddet helt op i politiets rækker, og den nødvendige respekt og balan-ce
mellem på den ene side reststat og demokrati, og på den anden side stat og
borger er genindført og respekteres af alle parter i det justitsministerielle
system. Vi lever endnu ikke i en
autoritær politistat!
Jeg vil nu vende mig mod det europæiske. Med hensyn til Europol vil jeg skitsere et kompromis
som følger: (1) Europols joined-up organisation fastholdes (2) Europols analytiske kapacitet og servicering
af Kommis-sionspræsidenten styrkes (3)
TE-sat-øvelsen med parlamentet styrkes i statistisk henseende, så at der le-veres
både en trendanalyse og information, som tillader parlamentarikerne reelt at
udøve indflydelse på prioriteringen af RIA-midlerne vedr. kriminalitetsbekæmpelsen
og dens indsatsområder, som kan variere geografisk indenfor EU & MS (4) Indsættelsen og brugen af de fælles
efterforskningshold (JIT) skal gøres mere smidig og mere operationelle i
forbindelse med grænseoverskridende kriminalitet og omkostningerne for
deltagelse heri skal både reduceres og deles mere ligeligt (5) Enfopol opnår status af rådgivende
organ i forhold til justits/indenrigskommissæren, og mødes regelmæssigt evt.
under forsæde af Europol i enten Haag eller Bruxelles (6) CEPOL styrkes i forhold til de ansatte i medlemsstaternes
efterretningstjeneste o.a. i form af obligatoriske 6-ugers moduler (7) Forskningsmiljøet indenfor
Efterretninger og Krimnologi styrkes på
udvalgte uddannelses- og forskningsinstitutioner.
På dette grundlag fremsætter EU-Kommissionen forslag til at
smidiggøre Europols samarbejdsflader med de enkelte politikredse og
tilvejebringer betingelserne for den bedst mulige infrastruktur vedr.
varetagelsen af sit ansvar under solidaritetsklausulen, herunder gennem
centralt indsatsberedskab og brug af robottek-nologi på den ene side, og på den
anden side drager Kommissionen omsorg for at styrke repræsentationen af EU i
internationale politifaglige dialoger og europæiske politifora og sørger lige
så for at produktionen af Europol Lande-rapporter sker i tæt samarbejde med
EEAS.
Med hensyn til Europol-konventionens inkorporering i
traktaterne kan der tages stilling hertil, når spørgs-målet rejser sig eller
også kunne Europol gøres til et agentur i henhold til EU’s fælles tilgang til
agenturer..
ILCUS
MAJ 2014
