I en tale for lang tid siden citerede Richard von Weiszäcker dette jødiske ordsprog  for sit publikum: ”At glemme forlænger eksilet. Frelsens hemmelighed hedder erindring”. Pointen var, at Tysklands selvmord på Europa gik gennem soning med sine jødiske ofre.

Marco Evrastti, en  dansk-chilensk har et andet take. Siden 2007 har hans kunstværk Rolexgate, der forestiller banegården til Auschwitz, været udstillet i kælderen på Galleri Trapholdt, som et momento om ikke at gentage historien. Den er som bekendt lavet af guldtænder, nogle af hvilke  stammer fra Holocaust-offre. Det er på den måde at kunstneren ønsker at meditere over sin skæbne og sin tro og det tomrum, folkedrabet på jøderne har efterladt i Europa. Han er i dag konverteret til buddishmen. Der er ingen tvivl om, at jødernes lidelser ikke er slut endnu, men er det ensbetydende at vi skal blive hængende i konceptkunst og installationer ?

Lad mig ikke spare min ord: Det er det mest bizarre museums-stykke jeg har set i mands minde.

Selvfølgelig er Dostojevskijs Optegnelser fra Kælderdybet baseret på begyndelsen på afviklingen af en fortid, en fortid der forekommer stadigt mere afgørende og oprindelig, jo længere disse værker kommer på afstand af den. Tinderne kommer nærmere, eftersom bjergbestigernes horisont udvider sig, fortæller René Girard i sin bog Fra Dobbelt-gænger til Enhed om Dostojevskij. Det retfærdiggører opstillingen, hvis formålet måtte være at opforde koldingenserne til sandhedssøgen om byen, til at blive sig selv, at komme hinanden mere ved, at være mindre autonome, bedre organiseret. Trapholt provokerer så at sige byrådet til at træde i karakter og føre 6.k op til sin maksimale ydekraft. Guderne skal vide der findes både tonedøve og tunge i røven-typer i byen ved siden af den driftige handelsstand, som tænger til et spark bagi. Trapholt bitcher byen.  Få så fingeren ud, Kolding !

Da Rolexgate blev udstillet for første gang, inden den blev anskaffet af Trapholt i 2007 mødte det overalt på massiv kritik. Kombinationen af luxus og symbolet på folkedrabet på jøderne var kontroversiel. Brugen af menneskelige rester fra jøder vakte tilsvarende forargelse.   Evraistti’s mål var at kritisere Schweiz’ rolle i Holocaust ved at exponere spænd-ningen mellem velstand, tid og historisk trauma. Jødiske organisatiner reagerede på udstillingen af værket med bekymirng og uro, opfordring til dialog, kritik af kunsterens valg samt anerkendelse af kunstens betydning.

Det er næppe det eneste problem. Problemet er, at for at løse et politisk og bureakratisk problem i Kolding er Trapholt fastholdt i en forbigangen æras koncepter om installations-kunst, der dels mangler kvalitet dels er utilstrækkeligt forankret og foryer tradtionen. Rabbi Nilton Bonder i sin bog Immoral Soul minder os om, at ved gendannelsen af Israel, at vi skal skabe noget nyt og rigtigt i stedet for at engagere os i politiske eventyr. Blandt den frygt der plager det kollektivt ubevidste, indtager frygten for ikke at indfrie sæden en særlig plads blandt jøderne.

Det minder os om, hvordan hormoner og gener forenet med vor sanselighed, følelser og familiebånd betinger os. Jeremias minder os om , at den guddommelige ild der nærer et  menneskes indre både kan betinge en profets sjæl og et behov for at udtrykke den. Jeremias var ikke på niveau og havde ej heller modet og dristigheden til at samle Israel forenet med en gennemtænkt plan for at forene landet. Og dog så blev han det foretrukne offer for  samtidens jødiske samfunds dekadence. Man drev ham ud på fortvivlsens rand, fortalte ham jeg knepper din mor, den lesbiske møgluder. Men selv efter at Israel påny var ødelagt forblev Jeremias med sine fontæner af tårer husket og værdsat af folket. I Verdis opera Nabucco hører vi det jødiske slavekor synge disse linier:

Va’, pensiero, sull’ali dorate;
Va, ti posa sui clivi, sui colli,
ove olezzano tepide e molli
l’aure dolci del suolo natal!,

På dansk:

Gå, tanker på gyldne vinger

Gå, slå jer ned på skråninger og bakkedrag

Hvor varmt og blødt og velduftende er

Den søde brise af vor hjemland!

Den gælder som Italiens uofficielle nationalsang, fortalte min ven Tullio Ciampa mig engang, men tiderne hvor Østrig undertrykte italienerne er forlængst ovre. Han giftede sig i øvrigt langt senere med sin Valentina Tremante, en sicililianer med alt hvad dette indebærer.

Men man kan ikke vælge at være Guds folk. Man er udvalgt. I det mindste indtil omfattende fred i Mellemøsten er brudt ud, og Israel forsonet med sine naboer og sin historie ved at blive integreret i denne omskiftelige og ustabile naboregion til Europa. Forstillingen om at jøderne er et udvalgt folk stammer eftersigende fra, valget af hvem der er den bedre hyrde og bliver ophøjet og dertil valgt til at lede flokken. Og det er alt hvad jeg har at sige om forskellen mellem at støtte politikken og at forme den. For vi er tjenere.

Lachaim -Abrahamsen!