I et digt skriver Paul Celan, den tysk-sprogede rumænsk-jødisk forfatter:

So leg das Laub Zusammen mit Den Seelen. Schwing leicht den Hammer und verhüll das Angesicht.

Krön mit den Schlägen, die dem Herzen fehlen.

Den Ritter, der mit Fernen Mühlen ficht.

Es sind nur Wolken, die er nicht ertrug.

Doch klirrt sein Herz von einem Engelschritte.

Ich kränze leise, was er nicht zersclug:

Die rote Schranke und die Schwarze Mitte.

Oversat til dansk betyder det:

Så sæt bladene sammen med sjælene.

Sving Hammeren let og dæk dit ansigt.

Kron med de slag, der rammer hjertet.

Ridderen, der kæmper med fjerne Møller.

De er bare skyer, som han ikke kan bære.

Men hans hjerte varsler med engleskridt.

Hvad han ikke ødelagde.

Den  røde barriere og den sorte Midte.

Paul Celan repræsenterer for mig det gamle og komplekse Europa. Han var født i Bukowina og voksede op i Cernauti nord for klostrene og ikke langt fra Slot Hotyn og Kaminski-Podolski. Her kan man endnu i dag høre Klezmer-musik, når Czernowitzer kommer på besøg til hjemegnen.

Celan er kendt for digte som Todesfuge og Sand fra Urnerne.

Celan skrev sine digte på tysk og anses i dag for en af de største tysk-sprogede digtere. Celans poesi er karakteriseret ved en kompliceret og kryptisk stil, der afviger fra poesis konventioner. Selv havde Celan som vist mange rumænere et sind, der bestod af polære modsætninger, som han skrev sig ud af og samlet sammen ved hjælp af sin digtning.

Jeg er født og opvokset i Danmark og føler mig som dansk-europæer. Jeg forstår udmærket både dansk lune og underfundighed.

Efter års ufrivillig og tvungen medicinering, som for størstedelens vedkommende blev mig pånøden grundet systemets forbudte retsfølelse i forlængelse af Danny Yatoms intervention i Paris og Rom som følge af drabet på fem israelere i  Burgos orkestreret af PET eller i det midste med viden om miljøet  i Odense hvori oppen blev tilrettelagt, en statsforbrydelse der modsvarer en inkohærent kombi-forbrydelse, der falder under Straffelovens § 81 , stk.1 og 5  , som Ombudsmanden respekterer. Det skal sammenholdes med Helle Thornings intervention og disciplinering af de fitløbende politiagenter i Cirkus Buddinge. Der var også en fransk-jødisk  frøken Smillas fornemmelser for hvad der er rigtigt for mennesket.

Jeg er nu tilbage. Jeg dyrker ikke så meget sport længere, men det bør jeg måske tage op påny. Jeg har i dag genfundet arbejds-glæden og fuld af kreatitvitet og effektivitet. Jeg er en do’er og en problemløser. Eller som Picasso udtalte: ”Lær reglerne som en Pro. Bryd dem som en kunstner”.

Mine interesser forbliver: at finde et job der svarer til mine kvalifikationer og at finde en kæreste.

Det er den gamle traver med at se splinten i sit medmenenskes øjne, men ikke bjælken i panden på sig selv, jeg hentyder til. Skam over den mand, der søger at vaske sine synder af på sin kvinde.

Med hensyn til min sving-om hos De Radikale så har den 90% at gøre med Karen Melchiors politik og person, og 10% med at Ellen Trane fandt en anden. Og min tilbagevenden til folden med Venstres politik, min frihedstrang, erfaringer og venskaber fra studenterpolitik, min kamp-gejst og pro-europæiske indstilling.

For så vidt angår den af mig forslået øvre grænse på EU-budgettet på 7%, så ved jeg ikke hvor ideen hertil kom, men det er rigtigt at Werner-rapporten i sin tid forudså behovet for budget-buffere, da man i halvfjerdserne diskuterede en monetær union i Europa. National-staten er i dag blevet for lille de store udfordringer, og for stor til de små opgaver. Jeg anser før som nu Cedermans tese som en spændende teori om forandring, hvor stats-dannelse kædes sammen med rovdyrs-frekvenser i det internationale system eller i Europas omgivelser i kontekst med alliancer og defensive teknologier. Den forekom mig dog upraktisk, manipulerende og ikke tilstrækkeligt handlings-orienteret, uanset dens humanistiske sigte og kognitions-orienteret tilgang.

I romanen Gullivers rejse, skrevet af Johnatan Swift, en engelsk kirug og sømand, følger vi hovedpersonens Lemuel Gulliver på sin rejse til Stillehavet ombord på skibet Antelope. Skibet forliser, og da Gulliver vågner på land, er han alene og fastspændt til jorden. Han er taget til fange af lilleputanerne! Lilleputanerne er så små, at der skal 1000 af deres stærkeste  mænd, til at få Gulliver løftet op på en særlig vogn, som skal transportere ham til hovedstaden. Da de slipper ham løs, er det udelukkened fordi, at han skal hjælpe lilleputanerne mod Kejseren af Blefusco, der vil tage magten i landet. Gulliver er en stor hjælp for lilleputterne, særligt da slottet brænder, og han tisser på  flammerne. Men mange lilleputter vil af med ham bla. fordi han spiser for meget.Gulliver flygter og rejser tilbage til England på  et fragtskib. Men han overmandes snart af udlængsel og ganske som på lilleputternes ø kommer Gulliver ud for de mest forunderlige ting på sin færd til Brodingnag, Laputa og Houhnms. Romanen er en satirisk kommentar til Swifts samtid og kritiserer blandt andet politik, religion og menneskelig natur. I romanen hedder det: ”Jeg blev også lært op i at skyde med bue og pil, og jeg blev så god til det, at jeg kunne ramme en due på 50 yards”. Romanen er filmati-seret, en flim jeg kan anbefale. Den rummer mange morsomme scener.

Selv har jeg nu svært ved at se komikken i situationen.

Sikkert og vist er det, at en pil finder sit mål. Spørgsmålet er, hvordan og hvorfor. Ja engang råbte demonstranterne under skyggen af Frauenkirche i Dredsen: Wir sind ein Volk. I dag siger vi i kor: Vi er europæere.

Jeg skal samtidigt benytte lejligheden til at rette en varm tak til mine jødiske frænder for tidligt at have set potentialet i mig, og for trofast at forsvare Vesten og Europa og heppe på EU’s fremgang og vækst. Magen til mod og, generøsitet og broderskab skal man lede længe efter. Der findes et lille folk, og en stor sag. For hvad der fremmer det enkelte menneskes sag går gerne i spænd med Europas værdier og verdens interesser: Toda raba Israel!

I øvrigt mener jeg, at Iran , dette uforbederlige krigerfolk  med en imperialistisk mission  iklædt islamistiske gevandter og støttet af kampagner og ugudelige trosfæller, skal bombes tilbage til stenalderen. På godt dansk Iran, denne spoiler par excellence, trænger til en røvfuld.

Endelig vil jeg gerne minde min humoristiske bedstemor, Trudel Martens her på falderebet. I hendes sommerhus i Løkkeby på Langeland havde hun et skilt på toiletdøren, hvor der stor: ”Mennesket har muligheder for mange glæder uden tal, den vigtigste er at kunne når man skal”.

Om Tyskland formår at frelse Europa, og Frankrig at indvie EU ved jeg ikke, men uden kærlighed og kildevand duer helten ikke.