Som det måske bekendt ses oprindelsen til EU’s forsvarspolitik et fransk-tysk kompromis, hvorved Tyskland ville opnå indflydelse på fransk forsvarspolitik mod tysk accept af Tyrkisk medlemskab af EU. Udviklingen af forsvarspolitikken er indskrevet i traktatens artikel 42, der opregner tre faser: (1) fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (2) EU-forsvarspolitik (3) fælles forsvar. Alle tre udvik-lingstrin skal være foreneligt med de forpligtelser, NATO-medlemmerne har i medfør af Washington-traktaten, mens medlemsstaterne stiller EU soldater til rådighed for EU. Det strategiske kompas dækker første fase, den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. Du kan læse det strategiske kompas ved at søge strategic compass og consilium på internettet.
Der er tre problemer med det strategiske kompas: For det første handler militær strategi om at forbinde målsætninger, handlingsmåder og ressourcer og skabe balance mellem dem, dvs midlerne skal være tilstrækkelige til at realisere målsætningerne gennem de anviste handlingsmåder. Kompasset er usikker på, om det har midlerne og opstillingen af deployeringskapaciteten og andre styrker sker uden et sikkert perspektiv om organiseringen af et operationelt hovedkvarter til at styre EU’s militære og civile missioner. Militær magt kan defineres som evnen til at udøve specfikke kampmissioner i en given situation. Deployeringskapaciteten skal være logistisk integreret og bakket op af droner og fly for at være deployerbar og kunne udøve kontrol med myndighedscentre, evne at kontrollere maritime kommunnikationslinjer og være i stand til at operere og projicere magt fra luften og rummet. Da dette ikke synes at være tilfældet i første fase, er EU’s sikkerheds-og forsvvarspolitik i praksis reduceret til missioner i Europa og omgivelserne i den lavere ende af spektret. Transnistrien og Gaza er gode kandidater.
For det andet har de regionale sikkerheds omgivelser ændret sig til det værre, mens konkurrencen tager til globalt. Det er Europa nødt til at drage konsekvenserne af. EU har brug for hard power til at hævde sig i Europa og i verdens brænd-punkter. Det strategiske kompas forbinder imidlertid ikke trusselsanalyse med militær strategi og krigsoperationelle principper. En seriøs militær aktør kan forøge sin militære magt med en principel indstilling til brugen af væbnet magt som et instrument af statecraft. Disse operationelle principper er: (1) Målsætning Definition af målet og sikring af at enhver militær handling bidrager til at realisere det (2) Manøvre opnå positionel fordel (3) Overraskelse angreb på ens modstander på en uventet facon (4) Masse koncentration af militær magt for at opnå overlegenhed (5) Styrkeøkonomi at sikre sig at sekundære effekter kun opnår tilstrækkelig styrke som nødvendig (6) Offensiv tag initiativet eller den midlertidige fordel (7) Sikkerhed sikre sig at ens styrker er godt beskyttet (8) Enkelthed Undgå komplicerede planer og kommunikationsformer (9) Enhedskommando placeringen af direktionen af krig under een politisk-militær myndighed for at undgå modstridende interesser (Echevarria Military strategy). Det er nødvendigt, at fremskridt indenfor de enkelte principper bliver integreret med performance, så at strategi, operationer og governance går op i en højere enhed. Ellers hænger EU’s militære posture ikke sammen, og det er ikke muligt at bevæge sig fra en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik til en EU-forsvarspolitik, fra fase et til fase to. Integrerede og fællesskabsbaserede tilgange i militær henseende er et work in progress. Det strategiske kompas er et arbejdsprogram – ikke en strategi.
For det tredje anerkender EU, at der er brug for udenrigs- og sikkerhedspolitisk integrerede tilgange. Det kunne fx ske gennem (a) en EU strategi for reform af FN’s Sikkerhedsråd (b) en multi-bilateral policy review af EU’s strategiske partnerskaber (c) en årlig Europæisk udenrigsøko-nomisk politik-redegørelse med dertil hørende EU & MS projektporteføjle. Der er tale om at EU ikke blot skal være mere aktiv, men ligefrem en mere sammentømret enhed i udenrigs- og sikker-hedspolitisk henseende, en fiskal-militær aktør.

EU-Forsvarspolitk 2030-2040
Som det fremgår er en europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik primært et anliggende mellem regeringerne. Den vil have gavn af en større rolle for EU’s institutioner for at stabilisere forbind-elserne mellem Frankrig og Tyskland, så at trusslesbilledet reelt matcher militære kapaciteter med henblik på at EU kan varetage mandatet i TFEU42 og reagere på de akutte trusseler udenfor Unionens område. Hvordan kan EU blive mere involveret i anden fase vedrørende en europæisk forsvarspolitik ?
Den første idé er at styrke TFEU222, så at Europa Komissionens Præsident kan deployere EU soldater hver gang EU’s medlemsstater rammes af terror og naturkatastrofer i en ånd af lederskab, solidaritet og tilstedeværelse. Den anden idé er, at EU programmer og funde bliver oprettet for at virkeliggøre strategiske enablers såsom refuelling, langtrækkende sø-og lufttransport og over-vågning. Den tredje idé er at sammenlægge DG’s og kontorer der varetager opgaver med krise-styring og sikkerhed og forsvar unnder een forsvarskomissær. Den fjerde idé er at gøre EU’s hurtige reaktionsstyrke (EUFOR CROC) til en mere stående og operationel indsatsparat i stedet for som i dag som et hypotetisk studie-objekt i styrkekataloger. Den femte idé er, at oprette et egentligt militært efterretnings DG og et mindre center for targetting. Dette kunne ad åre føre til europæsering af Frankrigs atomare våben targettingpolitik i processen med at tilvejebringe grundlaget for en Europæisk forsvarspolitik og hermed forudsikke forsøg fra Tyskland på at spille til nul ved en genforhandling af af den europæiske settlement, der tilhører en forbigangen æra ( Trachtenberg A Constructed Peace). Den sjette idé er modsætningen mellem integreret og fællesskabs-baserede tilgange i det strategiske kompas og det, der sker i virkeligheden. Kommissionen skal således tage tiltag til at integrere EU’s kapabiliteter udi de militære domæner med den faktiske deployeringskapacitet under EU-Forsvarspolitikken.. Den syvende idé er afdækning af, hvorfor Det Europæiske Interventions Intiativ (EI2) er holdt seperat fra EU og hvad Frankrigs pris er for at omdanne EI2 til en EU og NATO Certificeret styrke. Den ottende idé er at integrere EU’s tre forsvarsfonde under een EU-budgetlinie eller et mix af svesken på desken og cigarbokse som på udviklingsområdet. Den niende idé er at indføre egentlige traktatbestemmelser for en fælles våbeneksport-politik. Den tiende idé er at danne et fælles Fransk-Tysk marine korps på 10,000 mand som et permanent bidrag til Den Europæiske Maritime styrke. Den ellevte idé er at styrke EU’s sikkerheds-og forsvarscollege, så at sprogundervisning i EU’s ti strategiske partnere bliver integreret med et styrket pensum og styrkelse af kollegiet’s eksterne relationer.
Kort sagt: Institutions-opbygning, politik-udvikling, politisk vilje og en egentlig militær strategi og en principiel tilgang til brugen af væbnet magt som et instrument af statecraft er hvad EU har brug for. For intet i denne verden kan tages for givent.

FÆLLES FORSVAR 2040-
Der er reelt ingen, der ved hvordan fase tre – et fælles forsvar – vil se ud bortset fra, at Det Europæiske Råd (DER) er kompetent til at træffe beslutning om at oprette et fælles forsvar med ensstemmighed. Et forenet Norden i et stærkt Europa kunne være en af målsætningerne fx i form af en nordisk indkøb af en hangar, en nordisk barke, som Tyskland ville indordne sig ind under, Rusland lære at leve med, Storbritannien tage ad notam. Danmark kunne huse et Indfødt Folk Hus på Nordatlantens Brygge og et EU Center for Metereologi og Oceanografi i et nyt hovedkvarter sammen med DMI.
Der kunne være fælles patruljering af u-både i EU’s søterritorium, mens en EU Flåde kunne være tilstede på verdens have. En EU Land-, Sø og Luftkommando har været foreslået. En egentlig Europa-hær på 1,4 millioner mand er det til gengæld ikke sandsynligt vil kunne handles af med medlemsstaterne, men alle officerer og rekrutter i medlemsstaterne skal kunne have adgang til at tage kursusfag på EU’s sikkerheds-og forsvarscollege. Luftrummet kunne patruljeres i fredstid af EU og i tilfælde af krig af EU og USA. Øvelser til havs og på land og i luften med EU’s ti strategiske partnere kunne se dagens lys. Ad åre kunne EU udrustes med en atomar slagstyrke.
Det underliggende spørgsmål vedrører fred i Europa, den fortolkningsmæssige kontekst af EU’s forsvarspolitik er det tyske spørgsmål og det potentielt eksplosive spørgsmål om opbygningen af supranationalt politisk lederskab i Europa. Slagsmålet om Europas militære orden handler derfor også om EU’s politiske slutmål. I krydsfeltet mellem fransk Brio-sans Competence, og tysk Genie ohne Weissheit. Disse ord erklærer jeg ud fra en interesse i en bedre forståelse for det europæiske integrationsprojekts oprindelse i krig og fred i Europa. Det gælder om at at skabe balance mellem det ”rigtige” og det ”gode” for at genskabe et nyt gode. Lad os derfor også nedsætte en visions-gruppe for at komme med forslag til anden og tredje fase af Europe Defense.

Hvad er Danmarks plads i denne kosmiske orden ?

Svaret er dit, dit er valget.