EU’s Forsvarspolitik

Af cand.scient.pol Christian Ilcus
E-mail: director@ilcus.eu
Piledamsvej 19, st, 6000 Kolding
Medlem af Venstre, Kolding.

Det generelle positive lys, som EU’s forsvars-og sikkerhedspolitik, er kommet ud af Lisabon-trakteten på tjener til at dække over, at der længe har været uenighed mellem Tyskland og Frankrig om visionen for EU’s Fælles Sikkerhreds-og Forsvarspolitik, dvs om fastlæggelsen og gennem-førelsen af EU’s indstilling til brugen af væbnet magt som et instrument af statecraft. Strategi må være baseret på en analyse af Europas sikkerhedsomgivelser og en vurdering af trusler og ustabi-litet, der udgår fra disse omgvelser . Hvad er de nuværende og kommende trusseler ? Hvordan skal EU reagere herpå ? Hvad er krævet for at svare på trusslerne ? Med hensyn til militær doktrin gælder det om at besvare spørgsmålet: Under hvilke betingelser og omstændigheder kan stater falde tilbage på brugen af væbnet magt og hvordan gør de det ? EU’s militære doktrin skal være konsi-stent med Den Europæiske sikkerhedssstrategi, der opregner terrorisme, spredning af masse-ødelæggelsesvåben, regionale konflikter, failed stater , organiseret kriminalitet som kilder til ustabilitet (Barbara Kunz Defending Europe ?, IRSEM, 2015).

MANDATET
I Lissabon-traktaten hedder det:”Den fælles sikkerheds-og forsvarspolitik udgør en integrerende del af den fælles udenrigs-og forsvarspolitik. Den sikrer Unionen en operationel kapacitet, der gør brug af civile og militære midler. Unionen kan anvende disse i forbindelse med opgaver uden for Unionens område med henblik på fredsbevarelse, konfliktforebyggelse og styrkelse af den internationale sikkerhed i overensstem-melse med principperne i De Forenede Nationers pagt. Udførelsen af disse hverv bygger på kapaciteter tilvejebragt af medlemsstaterne.
Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik omfatter gradvis udfordmning af en fælles EU-forsvarspolitik. Denne vil føre til et fælles forsvar, når Det Europæiske Råd træffer afgørelse herom med ensstemmighed.
Unionens politik skal overholde de forpligtelser, som visse medlemsstater, hvis fælles forsvar foregår i NATO, har i henhold til den nordatlantiske traktat, og vice-versa skal en dvære forenelig med den fælles sikkerheds-og forsvarspoltik, der fastlagt indenfor denne ramme.
Medlemsstaterne stiller civil og militær kapacitet til rådighed for Unionen til gennemførelse af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. De medlemsstater, der opretter multinationale styrker i fællesskab kan ligeledes stille disse styrker til rådighed for den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik”
Det vil sige, at der er tre trin: (1) en fælles sikkerheds- og forsvarspolitk (2) en europæisk forsvarspolitik (3) et fælles forsvar. Styrkegenereringen er reelt et nationalt anliggende, dog således at det er hensigten at kampgrupperne bliver EU-tropper, finansieret af EU’s forsvarsfonde. NATO har forrang i det territorielle forsvar.
I det følgende er jeg optaget af hvad er og hvad vil være i de tre faser af EU’s sikkerheds- og forsvarsposture.

Er jeg europæer ? Ja det tror jeg jeg er.

DET STRATEGISKE KOMPAS

Den fælles sikkerheds-og forsvarspolitik udgør altså første fase, og det strategiske kompas indeholder en stillingtagen til, hvilke trusler EU er konfronteret med baseret på medlemsstaternes bidrag til en fælles trusselsanalyse kilderne til ustabilitet og de muligheder der eksisterer i de strategiske omgivelser og i sikkerhedsmiljøet i nærområdet:”Hvor EU ikke er aktiv og effektiv i at fremme sine interesser, indtager andre pladsen”, hedder det i det strategiske kompas. Der er dog alene blevet enighed om at gøre 5000 mand og kvinder operationelt til rådighed for Unionen, den såkalte europæiske deployeringskapacitet. Dette skal ske gennem en integreret eller værnfælles tilgang efter forbillede fra Storbritannien og Israel, idet 3 ½ kampgruppe vil blive reorganiseret til formålet. Der vil være flere øvelser til lands og til vands. Denne institutionelle orden synes at modsvare tyske præferencer (Federal Foreign Office The european Security and Defence Policy). EU kan deployere til Gaza og Transnistrien – tak for det. Der er også efter en del diskus-sioner nærmest blevet enighed om at danne et permanent EU Operationelt militært hovedkvarter ikke senere end 2025. Der vil blive oprettet en hybrid-krigs task force, og formuleret en cyber militær forsvarspolitik og en rumstrategi for sikkerhed og Forsvar vil blive udviklet, og den analytiske kapacitet udi efterretninger vil blive opgraderet og EU’s rolle som maritim sikkerhedsaktør vil blive styrket. Der vil være fælles investe-rinnger i strategiske enablers, næste generations kapabiliteter , forsvarsteknologisk innovation, teknologisk og forsvarsindustriel afhængighed vil blive reduceret. Der er i mellemtiden indført en forsvars-og sikkerhedsdialog mellem USA og EU, mens Tyrkiet er sendt til afkølning i EU’s udvidelseskø. Tilsvarende dialogfora vil blive indført med NATO og FN og med regionale partnere som OSCE, Afrikanske Union og Asean. Der er indført forsvarsfonde, et skyggebudget til finansiering af EU’s sikkerheds-og forsvarspolitik.
I det hele taget er det strategiske kompass baseret på den strategiske indsigt om Less is more, dvs det politiske formål er snart at engagere USA i Europas sikkerhed så at svigt som i Syrien og Krim ikke gentager sig snart at understøtte EU-kernens eksterne ambitioner om at udvikle EU fra en regional magtfaktor til en global stormagt på linie med Rusland, Kina og Indien. Det strategiske kompas har for så vidt været en politisk succes, i det omfang Ukraine-krisen har samlet EU og USA ( NATO) om en principielt indstilling til Rusland. Versailles-erklæringen i regi af EuCo understreger samtidigt FN som kernen for Europæisk sikkerhed, dvs at der skal udvikles europæiske operationelle kapacitet med henblik på at kunne varetage opgaver indenfor ” fredsbevarelse, konfliktforebyggelse og styrkelse af den internationale sikkerhed”. Der er Ukraines ret til selvforsvar iht FN-pagten. Erklæringen omtaler også behovet for udvidet brug af offentlige udbud indenfor EU på det militære område. En militær doktrin er det strategiske kompass ikke, men snarere en blandning mellem en handlingsplan og en road map. Spørgsmålet er med andre ord, om hvad EU kan gøre for at opfylde mandatet i traktaten og hvordan de europæiske instiutitioner kan blive mere involveret i at tilvejebringe grundlaget for en europæisk forsvarspolitik, der både kan projicere militær magt udenfor Unionens område og bidrage til det fælles territorielle forsvar sammen med NATO til lands, sø, luften, rummet, cyberspace.
Der er tre problemer med det strategiske kompas: For det første handler militær strategi om at forbinde målsætninger, handlingsmåder og ressourcer og skabe balance mellem dem, dvs midlerne skal være tilstrækkelige til at realisere målsætningerne gennem de anviste handlingsmåder. Kompasset er usikker på, om det har midlerne og opstillingen af deployeringskapaciteten og andre styrker sker uden et sikkert perspektiv om organiseringen af et operationelt hovedkvarter til at styre EU’s militære og civile missioner. Militær magt kan defineres som evnen til at udøve specfikke kampmissioner i en given situation. Dette er som omtalt i praksis reduceret til missioner i Europa og omgivelserne i den lavere ende af spektret. For det andet har de regionale sikkerheds omgivelser ændret sig til det værre, mens konkurrencen tager til globalt. Det er Europa nødt til at drage konsekvenserne af. EU har brug for hard power til at hævde sig i Europa og i verdens brænd-punkter. Det strategiske kompas forbinder imidlertid ikke trusselsanalyse med militær strategi og anvendelsen af krigsoperationelle principper. Der er samtidigt brug for politisk integrede tilgange fx gennem en EU strategi for reform af FN’s Sikkerhedsråd og et Gesamtkonzept for EU’s ti strategiske partnerskaber, herunder en årlig Europæisk udenrigsøkonomisk politik-redegørelse med dertil hørende EU & MS projektporteføjle. Der er tale om ikke blot at EU skal være mere aktiv, men ligefrem en sammentømret enhed i udenrigs- og sikkerhedspolitisk henseende.
For det tredje skal deployeringskapaciteten være logistisk integreret og bakket op af droner og fly for at være deployerbar og kunne udøve kontrol med myndighedscentre, evne at kontrollere mari-time kommunnikationslinjer og være i stand til at operere og projicere magt fra luften og rummet. En seriøs militær aktør kan forøge sin militære magt med en principel indstilling til brugen af væbnet magt som et instrument af statecraft. Disse operationelle principper er: (1) Målsætning Definition af målet og sikring af at enhver militær handling bidrager til at realisere det (2) Manøvre opnå positionel fordel (3) Overraskelse angreb på ens modstander på en uventet facon (4) Masse koncentration af militær magt for at opnå overlegenhed (5) Styrkeøkonomi at sikre sig at sekundære effekter kun opnår tilstrækkelig styrke som nødvendig (6) Offensiv tag initiativet eller den midlertidige fordel (7) Sikkerhed sikre sig at ens styrker er godt beskyttet (8) Enkelthed Undgå komplicerede planer og kommunikationsformer (9) Enhedskommando placeringen af direktionen af krig under een politisk-militær myndighed for at undgå modstridende interesser (Echevarria Military strategy). Det er nødvendigt, at fremskridt indenfor de enkelte principper bliver integreret med performance, så at strategi, operationer og governance går op i en højere enhed.
Kort sagt: Det strategiske kompas er en ræv uden hale. En model for institutionel handling snarere end en opskrift på en deployerbar styrke. A work-in-Progress. Det vil sige, at implementeringen af første fase i perioden 2022-2030 – eller hvis der præsenterer sig andre problemer før – vil bestemme hvilke politiske beslutninger EU vil kunne træffe angående anden fase: en europæisk forsvars-politik.

EU’s BIDRAG: 11 SKARPE FORSLAG
Som det fremgår er en europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik primært et anliggende mellem regeringerne. Den vil have gavn af en større rolle for EU’s institutioner for at stabilisere forbind-elserne mellem Frankrig og Tyskland, så at trusslesbilledet reelt matcher militære kapaciteter med henblik på at EU kan varetage mandatet og reagere på de akutte trusseler udenfor Unionens område. Hvordan kan EU blive mere involveret i anden fase vedrørende en europæisk forsvarspolitik ?

Den første idé er at styrke TFEU222, så at Europa Komissionens Præsident kan deployere EU soldater hver gang EU’s medlemsstater rammes af terror og naturkatastrofer i en ånd af lederskab, solidaritet og tilstedeværelse. Den anden idé er, at EU programmer og funde bliver oprettet for at virkeliggøre strategiske enablers såsom refuelling, langtrækkende sø-og lufttransport og over-vågning. Den tredje idé er at sammenlægge DG’s og kontorer der varetager opgaver med krise-styring og sikkerhed og forsvar unnder een forsvarskomissær. Den fjerde idé er at gøre EU’s hurtige reaktionsstyrke (EUFOR CROC) til en mere stående og operationel indsatsparat i stedet for som i dag som et hypotetisk studie-objekt i styrkekataloger. Den femte idé er, at oprette et egentligt militært efterretnings DG og et mindre center for targetting. Dette kunne ad åre føre til europæsering af Frankrigs atomare våben targettingpolitik i processen med at tilvejebringe grundlaget for en Europæisk forsvarspolitik og hermed forudsikke forsøg fra Tyskland på at spille til nul ved en genforhandling af af den europæiske settlement, der tilhører en forbigangen æra ( Trachtenberg A Constructed Peace). Den sjette idé er modsætningen mellem integreret og fællesskabs-baserede tilgange i det strategiske kompas og det, der sker i virkeligheden. Kommissionen skal således tage tiltag til at integrere EU’s kapabiliteter udi de militære domæner med den faktiske deployeringskapacitet. Den syvende idé er afdækning af, hvorfor Det Europæiske Interventions Intiativ (EI2) er holdt seperat fra EU og hvad Frankrigs pris er for at omdanne EI2 til en EU og NATO Certificeret styrke. Den ottende idé er at integrere EU’s tre forsvarsfonde under een EU-budgetlinie eller et mix af svesken på desken og cigarbokse som på udviklingsområdet. Den niende idé er at indføre egentlige traktatbestemmelser for en fælles våbeneksport-politik. Den tiende idé er at danne et fælles Fransk-Tysk marine korps på 10,000 mand som et permanent bidrag til Den Europæiske Maritime styrke. Den ellevte idé er at styrke EU’s sikkerheds-og forsvarscollege, så at sprogundervisning i EU’s ti strategiske partnere bliver integreret med et styrket pensum og styrkelse af kollegiet’s eksterne relationer.
Kort sagt: Institutions-opbygning, politik-udvikling, politisk vilje og en egentlig militær strategi og en principiel tilgang til brugen af væbnet magt som et instrument af statecraft er hvad EU har brug for. For intet i denne verden kan tages for givent.

FÆLLES FORSVAR
Der er reelt ingen, der ved hvordan fase tre – et fælles forsvar – vil se ud bortset fra, at Det Europæiske Råd (DER) er kompetent til at træffe beslutning om at oprette et fælles forsvar med ensstemmighed. Et forenet Norden i et stærkt Europa kunne være en af målsætningerne fx i form af en nordisk indkøb af en hangar, en nordisk barke, som Tyskland ville indordne sig ind under, Rusland lære at leve med, Storbritannien tage ad notam. Danmark kunne huse et Indfødt Folk Hus på Nordatlantens Brygge og et EU Center for Metereologi og Oceanografi i et nyt hovedkvarter med DMI.
Der kunne være fælles patruljering af u-både i EU’s søterritorium, mens en EU Flåde kunne være tilstede på verdens have. En egentlig Europa-hær på 1,4 millioner mand er det til gengæld ikke sandsynligt vil kunne handles af med medlemsstaterne, men alle officerer og rekrutter i medlems-staterne skal kunne have adgang til at tage kursusfag på EU’s sikkerheds-og forsvarskollegie. Luftrummet kunne patruljeres i fredstid af EU og i tilfælde af krig af EU og NATO. Øvelser til havs og på land og i luften med EU’s ti strategiske partnere kunne se dagens lys.

Det underliggende problem – i bredere forstand – er spørgsmålet om fred i Europa, en fred som jeg foreslår bliver gennemført ved at danne en decentral føderation omfattende Tyrkiet i kontekst med opbygningen af et stærkt europæisk politisk lederskab ad åre en Europæisk Atomstyrke, sammenligneligt med 5-7% af BNP i skatteopkrævning til centeret under et fælles forsvar. Lad os sammen føre det Europa, Lissabon-traktaten udstikker, op til sin maksimale ydekraft. Kort sagt: Nationalstaten er blevet for lille til de store udfordringer, for stor til de små opgaver.
Er I stadig med mig ?

ELEFANTEN OG MUSEN
EU er en militær mus, som elefanter bliver bange for, mens andre famler efter at definere dyret. Der er ingen fare for, at Danmark bliver fanget i et storpolitisk spil ved at afskaffe forsvarsforbeholdet. Dertil er barren sat for lavt i det strategiske kompas. Den mer-sikkerhed, det giver, er baseret på et hypothek. Det skal sammen-holdes med, at DER ikke har fundet anledning til at ændre kurs som følge af Ukraine-krisen i tillidsfuld forventning om, at sanktioner, diplomati, defensiv militær deployering samt politisk-militær og humanitær hjælp til Ukraine vil tilvejebringe betingelserne for en tilfredsstillende fred med Rusland. Konsensus om hvilken type af militær hjælp og betingelserne for ophævelse af sanktioner er det værd at diskutere i EU-kredsen. Ukraine kan vinde krigen, og det er afgørende at landet får den militære hjælp der kan bidrage til at Vesten vinder freden. Vi må bekæmpe vor frygt for Rusland og handle beslutsomt.
Danskerne er ikke dårlige europæere. Der er problemer i Baltikum og i Arktis. Rusland har indladt sig på en strategisk tilbagerulning, landet giver aldrig op. USA kan vende tilbage til en rolle som off-shore balancer uden den store interesse i Europa og i Asien, hvor Kina er en tilfredsstillet magt under den internationale orden. I lyset heraf har partierne bag det nationale kompromis anbefalet at afskaffe forsvarsforbeholdet. Man blander ikke de regerendes opgave sammen med de regeredes rolle.

Og dog så er der fælles regler i Lissabon-traktaten, som udstikker nogle udviklingsperspektiver og samtidigt gør det ønskeligt at Europa-Kommissionen bliver mere involveret i dels at sikre en brerede og bedre svar på Europas trusselsbillede indenfor eksisterende styrkebidrag dels at tilvejebringe grundlaget for en EU-forsvarspolitik, der med tiden kunne udvikle sig til et fælles forsvar. Der er samtidigt taget initiativ til at sikre et transatlantisk alternativ til NATO skulle USA svigte Europa igen. Det vil sige, at der til stadighed eksisterer en spændning mellem de europæiske institutioners udøvelse af deres mandat og medlemsstaternes ønske om at fastholde kontrol. Så når vi skal undersøge hvad der er passende, må vi mentalt forstå og reflektere over alle aspekter. Vi må samtidigt etablere hvem og hvad for en person vi ønsker at være og hvilket mønster af liv vi ønsker at tilegne os i Europa. Og hvis livet giver dig citron, så lav citronade.

Læser, danskere, landsmænd -Der er tre gode grunde til at danskerne skal stemme JA til at afskaffe forsvarsforbeholdet. For det første for at indlejre værdier, processer, markedsadgang under EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik i den nationale forsvarspolitik. For det andet for at positionere Danmark i et forenet Norden i et stærkt Europa. For det tredje for at tage en aktie i genforhandlingen af den europæiske settlement, dvs bidrage til at identificere en europæisk løsning på spørgsmålet om Tysklands adgang til a-våben som transcenderer problemet men ikke erstatter medlemsstaternes forsvar. Vi kaldte vor Chihuahua for Goliath.

Alt i alt handler danskernes valg om at skabe balance og at skabe fællesskab og vise politisk engagement.