1864
Jeg vil tro, at alle kan være enige om, at anden slesvigske
krig i sandhed er en af Europas mere skelsæt-tende borgerkrige, men hvilket
stof er en borgerkrig gjort af ? Indenfor politologien studerer man boger-krige
som et resultat af kalkulationer om international politik, økonomiske
interesser og militær-bureau-kratiske interesser, der krydser indenrigspolitisk
og udenrigspolitisk med hinanden. Dér , hvor tingene begynder at gå galt, er så
måden disse kalkulationer interagerer med faktorer af mere affektiv art:
historisk uretfærdighed ( undertrykkelse af landproletariatet – DF’s
kernevælgere) , identitet ( national identitet vs multinational identitet),
principper ( Wiener-kongressens ), usammenhængende racemæssige-kulturel
affinitet ( benægtelse af hertugdømmernes særstatus) , religiøse faktorer (
Monrads frenetiske stor-hedsvanvid) samt menneskelige fejl-kalkulationer ( troen på at man kunne omgøre læren af
Napoleons-krigene ved at hævde det nationalstatslige princip på bekostning af
den historiske erfaring om fordele ved ikke-integration af dem til statsfolket
tilhørende nationer). Den multinationale stat faldt, fordi nationalis-men
sejrede og med den vikinge-sindet. Den magt, som var investeret i embedet som
konseilpræsident var samtidigt tilbøjelig til at reproducere princippet om en
dynastisk helstat på en måde, som for aktører styrkede opfattelsen af
indenrigspolitisk konflikt og behovet for inkorporation, uagtet at der i
princippet var tale om en type af folkestyre, som var informeret af ønsket om
at overføre den enevældige konges magt til regeringen, mens
uafhængighedsbevægelserne i kongedømmerne selvsagt måtte tage notits og
reagerede på centralregeringens påvirkning og relative autonomi samt uvise
interventionen i hertugdømmernes anliggende og dermed svækkelse af deres
udsatte position.
1864 skildrer med stor filmisk skønhed dette samspil mellem
sund fornuft og affektive faktorer som en uafvendelig tragedie, men realiteten
var, at moderate røster advarede mod at provokere en treparts-krig mellem
gensidigt uforenelige irredentist- bevægelser, og i stedet fastholdte
moderation og historisk er-faring som rettesnor for regeringens
udenrigspolitik. Den multinationale stat faldt, fordi nationalismen sejrede i
en blodrus, som havde intet med demokrati at gøre. Det unge demokratiske
diktatur havde brug for en gal og idealistisk mand, som Monrad ulykkelig fri af
sin kærlighed men med ordet i sin magt, til at forføre vælgerne, så at
politikerne med deres skinnende ansigter og falske smil kunne skinne hyppe
deres interesser af personlig og økonomisk art – og Tyskland provokeres
hinsides perfektionen. Der skulle siden-hen dryppes malurt i bægeret, dér hvor (1)
Alliance-diplomati (2) Befæstning (3) Magt- og Velstandsdeling indenfor Riget
(4) Danish Light-politik ift.
hertugdømmerne havde været det rigtige svar i situationen. I stedet stak man
briterne og russerne fingeren, som havde garanteret den multinationale stat ved
Kieler-freden, og satte moderate folk som Buhl udenfor indflydelse.
Slesvig, Holsten & Lauenbourgs position var prekær og
ved at handle, som regeringen gjorde med Monrad i spidsen, forvandlede man
hertugdømmerne til en lus mellem to negle. Det rationelle svar herpå var at
tage over. Og det var hvad den velovervejet tyske magt gjorde. Dermed forenede
Bismarck Tyskland, da Dan-mark provokerede en etnisk krig, en krig som den
historiske erfaring tilråde Kongeriget at afholde sig fra og som den righoldige
indsigt i hertugdømmernes forhold og væksten i tysk magt på den ene side, og på
den anden side Danmarks internationale forpligtelser og geografiske situation fortalte
var det rigtige at gøre i situationen.
Det var i spejlet på dansk magtfuldkommenhed og de danske
eliters fejlkalkulationer, at hertugdømmerne vandt autonomi indenfor den tyske
stat, der ønskede sig at være mere dansk end Danmark frit. Tyskerne var nok
nationalt-sindende, men ikke revanchister, og det var for at debitere noget af
danskernes vanvid på egen konto, at grænsen blev flyttet til Ejderen. Overmod
var der nok tale om, men først og fremmest dumhed fra dansk side. Og så sidder
røven jo i salten vand. Og det skal den jo.
Er vi blevet klogere ?
Christian ILCUS
October 2014
