Hellig Allegori – En Billedeanalyse
Maleriet er malet af Giovanni Bellini
Formentlig produceret i Venedig, hvor
Bellini var Hofmaler. Maleriet er fra 1505 ( malet over en længere årrække).
Med hvilken teknik?
Der er anvendt liniært perspektiv med skalering. Der indgår to horisontal akser i maleriet. Den ene ved bredden, den anden fra trappen tværsover . Maleriet er optegnet, og er malet med olie.
Det måler 73 x119.
Billedets motiv:
Maleriet heder Hellig
Allegori.
Det er malet af Giovanni Bellini, hofmaler i Venedig og en
af Titians undervisere. Hellig Allegori er et hans mere komplekse malerier. Maleriet gælder som et af hans vigtigste. Der er puttier, Jomfru Maria og
Sankt Peter i okkerfarvede dragt.
Der er to perspektiviske akser i maleriet. Den ene går fra
Jomfru Maria i profil til den ældre og yngre herre i maleriet til højre, som
forestiller henholdsvis den hellige martyr Sebastian ( det kan vi se på pilene
i knæ og bryst), og Job, som vi kender fra Det gamle testamente som den fromme
rigmand fra Edomitternes rige, hvor der lå en by der hed Outs. I forgrundens
midte vil jeg råde til, at vi ser fire puttier omkring et træ i en mesopo-tamansk
kar eller skål. Drengen på puden må være Jesus-barnet. Placeringen af Jesus på jorden etablerer på engang et mikro-kosmos og en forbindelse mellem jorden og folket under kirkens beskyttelse. Kirke og Nyt Liv.
Omkring Jomfru Maria er der to kvinder, hvoraf den ene repræsenterer
Dyden, efter klassisk romersk forbillede, den anden kvinde i en sort guldrandede
dragt kan være en israelitisk kvinde – modellen er fra Veneto. Perspektivisk står hun i
kontrast til den arabiske videnskabsmand, farvemæssigt spiller hun sammen med karret. Træet repræ-senter kosmos, livet, visdommen. Dermed er antydet på engang en initiationsrite og ved træet en rytmisk fornyelse af liv. Heraf balkonen. Og træet har båret frugt. Spisningen heraf giver adgang til det absolutte. Kvinden som livgiver og forløser efter devisen:Krop-Hjem-Cosmos.
I det omfang der
er tale om et hebræisk ordspil Outs-Etsa-At,
altså By-Rådgiver-Træ, er Bellini i øvrigt tilstede i Job. Bellini var
vidne til store forandringer i sin tid, og nu hvor hans liv går på hæld,
tilsiger måske hans visdom ham, at muligheden for at blive forlenet med
udødelighed i en anden verden er gennem sine elever. Samspillet mellem figurerne tillader os samtidigt at spørge, om Bellini antyder en kvindelig emancipation ved faderen fra moderen. Bygningen mellem klosteret og borgen repræsenterer et tilhørsforhold, formentlig en kunstnerisk workshop: Venedig-skolen.
Araberne spillede en central rolle både som forvalter og
videreudvikler af den antikke arv og som fortolker af den latinske mentalitet. Det var arabiske videnskabsmænd, som opfandt panteismen og deres forkærlighed for lyset og ekstatsen i Middelalderen – forudsætningen for samspillet mellem farve og lys, som skulle optage europæisk malerkunst i århunderer sidenhen. Det er også fra araberne, at forestillingen om porte og broer som overgangsriter kom ind i Europa.
Udenfor balustraden står Sankt Peter i okkergul
dragt læne sig over rækværket og bede for Jesus-barnet. Paulus , det er ham
med sværdet i purpurfarvet dragt. Som en af den apostoliske kirkes fædre har
han sagt, at vi skal bekæmpe himlens onde ånder og himmelstormerne. Et andet sted siges det: Det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv.
Optisk set flugter
Jesus-barnet med klosteret og borgen, hvor landskabet forsvinder ud i horizonten, og himmelhvælvet. I midtergrunden ses to klipper, som giver maleriet kompositorisk
stabilitet og en klosterby med to munke hhv. nonner samt en
herre med et æsel. Æslet er symbol på beslutsomhed og trofasthed. Klostrene spillede en stor rolle fra senantikken af og langt
ind i Middelalderen ved udbredelsen af latinsk kultur i Europa. Middelalderens æstetiske vision var i øvrigt orienterede mod moralsk
harmoni og metafysisk udstråling indenfor en teologisk ramme, hvor
figurative repræsentationer er undtagelsen og overnaturlige væsener
bebor naturen – malerier tolkes i overført betydning ( Umberto Eco. Art et beauté dans l’esthétique médievale ).
Vandet i
mellemgrunden så karakteristisk for Venedig , dets opbygning og
velstand, repræsenterer opløsningen af former og nyt liv, nyt menneske. Dets ‘mettalliske spejlhed’ binder på engang maleriets forskellige dele sammen, og er med til at give maleriet et kontemplativt præg.
Kigger vi videre ind i billedet og udad mod højre ser vi en
ø, de lykkeliges ø, hvor der er en kirkefader, som er på vej ned af en trappe på vej hen imod os, og en ungersvend
i en hule. Denne del af maleriet repræ-senterer godt og nok Øst-kirken, som gav
Romerkirken sin liturgi og salmer. Missionen nåede til både Kina og Indien. Hulen fremhæver det meditative præg ved filosofien, som for Platon var selve tanken bag filosofi: at realisere sit guddommelige selv ved at praktisere Dyden. Fra tid til anden. Af forskellige årsager skulle filosofien ikke blive Europas mest dybsindige disciplin, men lighederne mellem Platons lære og Upanishaderne blev noteret, altimens man tilpassede sig og sidenhen integrerede dens strukturer af årsager, som hverken havde med loven eller religion at gøre. Meningen med øen er med andre ord en opfordring til at genetablere en verden i harmoni med sig selv. Så her er allegoriens evne til at kaste lys over universet og dets muligheder måske klarest illustrere- mørke-lys. Renæssancens gennembrud er nemlig betingede af det samtidige gennembrud i forholdet mellem
filosofi og teologi, der på
udmærket vis er formulerede af Pico Della Mirandolla: “Falsafah
tilskynder
os til at hellige os det allerede erkendte gode, mens teologien ikke
blot opfordrer os til til at bevare vor menneskelige integritet og
værdighed, men også i en hellig kappestrid med de goddommelige væsener
at forvandle os fra jordiske mennesker til himmelske mennesker” ( Picco
della Mirandola).
Denne tidlige formulering af en kristen humanisme skulle sidenhen
blive undermineret af kirkelige institutioner, som bla. ved hjælp af
uddrivelsesmyten – et andet yndet motiv i Rennæssancen – søgte at
underkaste mennesket Gud. Og dermed bære til Revolutionens bål. Kunst
blev dermed et middel til erkendelse: Hvad er et menneske ?
Farvemæssigt
spiller ungersvenden sammen med og balancerer
Paulus, som Cayenne supplerer Paprika. Budskabet er: Ingen kistendom, uden dyder. Men en hule er altså kun en hule – navnligt når der gror mos på klippekanten. Der er en Kentaur i lettere udhvisket form, et hint til antikkens rolle for Rennæssancens løsrivelse fra Middelalderen.
Pointen er, at nu hvor Byzans endegyldigt er erobreret, er det
væsentligt både at respektere overleveringen og at tilegne sig denne arv i stedet for at vente på andre Guder, som ikke er i stand til at føre dets ideer og tanker ud i livet.
I farveholdning er der tale om lukkede og varme farver i
forgrunden og åbne og balanceret blå-grønne i baggrunden. Og det er på
den måde, at marmor bliver til kød, og det inanimerede til liv.
Det er et fantastisk smukt og virkningsfuldt og helt igennem
gennemarbejdet maleri.
Fortolkning:
Billedets hensigt er at sakralisere en ny tid med
udgangspunkt i en kunsterisk og politisk alliance mellem Firenze og Venedig, støttet af Den Romerske Kirke, i hvis have Bellini har plantet et træ. Måske udtrykker maleriet ligefrem en tidlig længsel efter foreningen
af Italien – Risorgimento .
Det er udtrykt dobbelt-tydigt dels i form af en ekstase og dermed sjælens rejse til borgen dels metafysisk ved overgangen til en ny og anden måde at være på. Adgangen til denne kosmiske liturgi og dermed til en kristendom i pagt med naturen er gennem balustradens dør.
Perspektivering:
Bellini er bestemt ikke fremmede for at fortælle historie og
har erfaringer med komposi-tioner, hvor dramatiske close-ups indgår. Hans maleri
Jesu præsentation i templet er således ofte sammenlignet med Mantegnas maleri
med samme titel. Overgangen fra Byzantinsk kirkemaleri til Venedig-skolen er
her meget tydelig. Og det samme er Bellinis fine sans for farvesammensætning. For Renæssancen var ikke bleg for at sætte ægte farver, hvor Byzans
ønskede bladguld, lys hvor andre ønskede sig mørke, og at placere
maleriet over arkitekturen – altsammen rekonstitueret og dertil
underordnet et liniært perspektiv, så at ‘materialet blev bragt under et
strukturelt system, hvor det optiske har forrang over det taktile’.
Bellini har lavet en del altarudsmykninger i Venedig,
herunder i Sankt Job’s kirke, hvor netop Sebastian og Job indgår. Dengang
handlede det om transfigurationen gennem troen. Her i maleriet er tingene
arrangeret, således at det ikke mindre
ambitiøst handler om nygrundlæggelsen af Rom ved Romerrigets endegyldige
sammenbrud og overgivelse til tyrkerne.
Det sættes i relief af
Kentauren, som tillige indgår i et maleri af Botticcelli’s Minerva og Kentaueren (1484). Denne
inter-tekstuelle reference er både en hyldest til en af Rennæssancens helt
afgørende malere, og et signal om, at overgangen fra Byzans til Renæssancen nu
er vel overstået.
Det vides, at maleriet Hellig Allegori har været ejet af
Batolomeo della Nave, som også købte Giorgiones De tre Filosoffer (1508) . Giorgione var også elev på Venedigs kunst-skole. I dette maleri ses tre intelektuelle i forgrunden. Yderst til højre er der en arabisk astronom. I midten en jødisk intellektuel. Om jødiske intellektuelle ved vi, at de på afgørende vis bidrog til
frigørelsen fra Middelalderenss feudale samfunds-strukturer og voldelige
internationale relationer med dens forestillinger om republikansk
eksklusivisme og fællesskab. Renæssance-mennesket sidder med ryggen mod disse to, og skuer dels mod grotten, som dog er overbehængt med vebend dels har blikker rettet mod horisonten, hvor en by i en skov anes. Det er vel et udtryk for Renæssancens militante sækularisme, mens man har vendt overleveringen ryggen, hvis ikke ganske har underkendt den. Måske har Kunsten ligefrem underkastet Naturen.
Forholdet mellem kunst og natur spillede en central rolle i kunsteorien i Renæssancen – teoretisk som praktisk. Naturen var inspirationskilden, men det forudsattes samtidigt, at kunsteren i sine afbilledninger og valg af materialer var i stand til at overgå denne. Den formelle opbygning af maleriet giver da mening som forudsætning for
produktionen af skønne malerier. Her enge og klipper, vindomsuste træer og æsler, himmel og bjerge, vand og får.
Udviklingen i kunsteorien forudskikkede vel i den forstand emner, som senere skulle optage den politiske filosofi. Solen var da påny universets centrum – det opdagede Erathothenes allerede i 200-tallet – og dermed var vejen banede for et antroprocentrisk verdenssyn.
Maleriets motiv er endelig Bellinis eget. Eller en variation
på temaet – den hellige samtale og den lukkede have. Det tema er så
genfortolket og forenet i et og samme maleri: Hellig Allegori.
Pointen er, at interaktionen mellem verdslige processer og det europæiske maleris historie, sammenholdt med tingenes immanens, tilbøjeligheder og perspektivets virkninger gør det muligt at forstå maleriet Hellige Allegori i sin fulde sammenhæng.
Jeg tolker samlet set maleriet Hellig Allegoris budskab som
et selvbevidst sindbillede på Den Europæiske Rennæsance og dens credo som
formuleret af Alberti:
Styrke, Godhed, Eros, Selvbeherskelse i en ånd af Tro, Håb og Kærlighed.
Det siger sig selv, at en sådan trossætning også kan lede
til fejhed og politisk strid. Pointen er, at samspillet mellem Italiens storbyer
– Venedig og Firenze , Rom og dertil vel Sicilien – spillede en væsentlig
rolle for varetagelsen af Rommerrigets arv, men også at Bellinis position som
en af Renæssances fædre og Venedigs hofmaler nu er veletableret.
Og med Titian, Bellinis elev , er vi allerede på tærskelen til Rafael og
mannerismen.
Måske kan genfødslen af Rom da ske mere end én gang ?
